Danmarks Jægerforbund - Arrangementssystem

 

Et arrangementssystem med integrationer til egne systemer

Introduktion

 

Danmarks Jægerforbund – en mangeårig samarbejdspartner, som vi har haft fornøjelsen af at udvikle en lang række digitale løsninger for – kom til os med et ønske om at få bygget deres eget arrangementssystem.

 

Tidligere brugte de en tredjepartsløsning til at håndtere events for medlemmer, men de ønskede mere kontrol over både data og brugeroplevelse – og gerne en løsning, der kunne integreres direkte med jægerweb.dk, som vi i øvrigt også har udviklet for dem. (Læs casen her)

 

Jægerweb er et værktøj, der gør det nemt at være frivillig i en af Jægerforbundets medlemsforeninger.

Her finder man blandt andet viden, gode råd og adgang til værktøjer som medlemslister, e-mails og sms-udsendelser. Og nu er arrangementer altså også en del af pakken.

Et velkendt, men skræddersyet system

Arrangementssystemet fungerer, som man kender det fra andre velkendte arrangementsløsninger: Man kan oprette events med forskellige billettyper, priser, lokationer og tilvalg.

Og hvis arrangementet har været et kursus, kan der efter kurset sendes certifikater ud automatisk til deltagerne.

 

Men det hele er bygget med Jægerforbundets behov for øje og med integrationer til Danmarks Jægerforbunds egne systemer, hvilket virkelig har givet mulighed for at skabe en god brugeroplevelse for deres medlemmer.

Integration med Business Central

Danmarks Jægerforbund bruger Microsoft Business Central til at holde styr på alt fra medlemsoplysninger og kontingenter til de roller, medlemmer har i organisationen. Og BC spiller naturligvis også en vigtig rolle i arrangementssystemet. Når der oprettes events, gemmes centrale data i Business Central, så det hele hænger sammen.

Betaling med FarPay 

Når et medlem tilmelder sig et betalt arrangement, sker det hele automatisk: Systemet viser betalingsvinduet, modtager betalingen og sender kvitteringen. Betalingen håndteres via integration med FarPay, så både brugeren og forbundet er sikret en gnidningsfri og sikker transaktion. Og selvfølgelig registreres tilmeldingen direkte i Business Central.

En løsning der spiller sammen med DOS

Arrangementssystemet er – ligesom resten af Jægerforbundets digitale univers – koblet op på DOS (Danmarks Jægerforbunds Online Service). DOS fungerer som single sign-on og sikrer, at medlemmer nemt kan logge ind på tværs af tjenester. Det betyder også, at oplysninger automatisk kan udfyldes ved tilmelding, og at der kan oprettes billettyper, som kun kan vælges af medlemmer.

DOS er bygget efter OAuth2-standarden og gør det nemt for Jægerforbundet at udskifte og opdatere systemer uden at det går ud over brugerne – en fleksibel arkitektur, som vi har været med til at udvikle.

Events direkte ud på foreningernes egne websites

For at sikre maksimal synlighed og brugervenlighed har vi også lavet et API, så medlemsforeninger kan hente og vise events direkte på deres egne websites – eller så Danmarks Jægerforbund kan trække arrangementer ind i kalenderen på deres hovedsite, som vi i øvrigt også har været udviklingspartner på.

 

 

 

"Vi har i flere år samarbejdet med Diviso.
Gennem tiden har de ikke blot været en leverandør af app- og webløsninger til vores medlemmer, men en dedikeret partner, som skaber stor værdi for vores organisation"

 

Danmarks Jægerforbund
Solveig Sannem

Projektleder, digital